Druer


Import og salg af kvalitetsvin fra Franken

Danmarks største udvalg af Frankenvine

Franken er primært kendt for hvidvinsdruerne Silvaner og Müller-Thurgau, som tilsammen udgør omkring halvdelen af produktionen.

Rødvinsproduktionen udgør ca. 20 % og hér er druerne Domina og Spätburgunder (pinot noir) fremherskende.





Jordbundsforhold

Jordbundsforholdene, der har stor betydning for vinenes kvalitet, kan inddeles i tre zoner:

- Mod vest ligger Frankens rødvinsområde, hvor vinstokkene gror på  sandsten dækket af let lerjord.

- I hjertet af Franken omkring Würzburg og langs med floden Main er bundforholdene domineret af den specielle kalksten, Muschelkalk.

- Østligst ligger Steigerewald, hvor gipssten og mergel dominerer.



Vinenen er generelt tørre med stor mineralitet, men der er også en mindre produktion af søde vine.



De senere år er der gjort et stort arbejde for at højne kvaliteten af Frankenvinene. Blandt andet gennem fastsættelsen af en maksimalproduktion af druesaft pr. hektar på 90 hektoliter.





Bacchus

Bacchus er navnet på en vigtig grøn tysk druesort, en moderne krydsning som stadig vandt frem i begyndelsen af 1990'erne.



Druen Bacchus er en krydsning af Silvaner, Riesling og Müller-Thurgau.

I Franken produceres nogle af de bedste Bacchus vine.



Bacchus er usædvanligt frugtig og aromatisk.

Den er som ung frisk med noget grape kirsebær, senere udvikles mere eksotisk frugt.





Dornfelder

Dornfelder er en forholdsvis ny drue fra 1955 og en meget vellykket krydsning.

Den giver vine i international stil som er dyb mørk rubinrøde, fyldige, god syre med en behagelig aromatisk frugt. En drue, der absolut kan produceres top vine på – hvem ved om 10 år er det måske tyske Dornfelder som topper i stedet for Bordeaux?

Dornfelder har noter af brombær, hindbær, hyldebær, surkirsebær, solbær.





Gewürztraminer

Gewürztraminer er en af de ældste dyrkede druer i Europa, måske stammer den fra Egypten. Gewürztraminer er forholdsvis sjælden. Der dyrkes kun ca. 830 ha i Tyskland mod eksempelvis ca. 21.750 ha Riesling.

"Gewürz" betyder krydderi på tysk og det er netop hvad vine på Gewürztraminer er karakteriseret ved. Duften er forførende parfumeret og smagen er meget aromatisk og markant med masser af frugt og blomster.




Goldmuskateller

Drue af muskatfamilien, der har en høj modstandskraft mod svampe, og kan derfor dyrkes uden anvendelse af sprøjtemidler.

Vinene på druen er meget aromatiske med duft af jasminer og roser, og frugtig smag af mandariner og ferskner.





Grauburgunder

Grauburgunder er en naturlig mutation af Spätburgunder. Grauburgunder giver ret forskellige vine, alt afhængigt af hvor den dyrkes, og hvordan den vinificeres. De tyske udgaver er som regel syrefriske og runde med en moden pæresmag.





Johanniter

Johanniter er en forholdsvis ny drue, som er godkendt i Tyskland i 2001. Druen giver en fyldig, sprød og velsmagende vin.  Det er en krydsning mellem Riesling, Ruländer og Gutedel.

Sorten er særlig modstandsdygtig overfor svamp og frost. Den kaldes også for "nordens Riesling".





Müller-Thurgau

Müller-Thurgau kaldes også Rivaner.

Müller-Thurgau er en krydsning af Riesling og Gutedel.



Müller-Thurgau modner tidligt og plantes mange steder.

Den har en mild og forholdsvis lys, svag syre og er meget aromatisk og frugtig. Aroma: Citrus, æble og abrikoser.

Smagsmæssigt kan den minde om Grauburgunder (Pinot Gris).





Riesling

Riesling er nok den mest kendte tyske drue. Riesling dækker 20% af det beplantede areal.

Druerne modnes temmelig tidligt og har det bedst i køligt klima, hvor der ved en langsom modningstid, opnås maksimal smag og en fast syre.





Scheurebe

Scheurebe blev fremavlet gennem en krydsning mellem Riesling og en vild drue for ca. 100 år siden.



Druen kan producere vine af topkvalitet ofte med en fin balance til vinens syre.

Den kan beskrives som en sexet udgave af riesling.

Scheurebe kan klare mange år på flaske.



Scheurebe er meget aromatisk. I den tørre udgave har vinen noter af grapefrugt og solbær.

Spätlese har noter af eksotisk frugt, mango, overmoden pære og banan.

Scheurebe er fremragende både i den tørre og sødere udgave.





Schwarzriesling

Schwarzriesling er en blå drue, også kendt som Pinot Meunier



Den er en del af Burgunderfamilien. Druen er ikke specielt udbredt, den dækker ca. 2% af det beplantede areal i Tyskland.

Druerne er forholdsvis små, derfor får vinen flere aromastoffer og mere finesse.

Vinene lavet på Schwarzriesling har en rubinrød til teglrød farve og en bærrig aroma næsten som Spätburgunderen.





Silvaner

Silvaner er den vin som siges at fremstå allerbedst i Franken på grund af jordbundsforholdene.

Giver milde og frugtige vine, der er bedst, når de er unge. Vinene kan være gode og intense oplevelser, der er nærmest perlende i munden..



Det vides med sikkerhed at Silvaner ankom til Franken i 1659 til byen Castell.

Druen silvaner præsenterer ofte en tør vin.



Afhængig af modenhed når druen plukkes er aromaerne i Silvaner druen lige fra pære, melon til tørrede abrikoser og honning.





Spätburgunder

Spätburgunderens historie går helt tilbage til 884, hvor den bredte sig til de tyske vinområder. Den kom oprindeligt med fønikernes hærgen i Sydeuropa og har bredt sig videre herfra helt op i Tyskland.

Den gamle ædle druesort dækker i dag lidt over 11 % af det totalt beplantede areal i Tyskland. Vinens farve er mørkerød med duftnoter, der minder om hindbær, jordbær, brombær, kirsebær, hyldebær.

Druen kender også under sit franske navn Pinot Noir.





Alte Reben

En del af vinene er produceret på druer fra gamle vinstokke - "Alte Reben". Begrebet ligger ikke fast i vinklassifikationssystemet, men normalt er det vinstokke, der er mere end 20 år gamle.

Vinene fra de gamle vinstokke har en større smagsfylde og kompleksitet, som blandt andet skyldes et dybere og mere forgrenet rodnet.





Fränkischer Satz

Fränkischer Satz er en urgammel vintype. Flere forskellige druesorter står på samme mark, de høstes, presses og gæres derefter sammen.

Sådan var det almindeligt at producere vin op til og med det 17. århundrede, hvor vinsorterne stod blandet hulter til bulter på markerne i Franken.



Jeg har en enkelt Fränkischer sats i sortimentet. Den er fra 3 Zeilen og druerne i vinen er Weißburgunder (pinot blanc), Grauburgunder (pinot gris), Riesling, Muskatsilvaner, Grüner Silvaner, Gelber- og Goldmuskateller.





Rotling

I Franken produceres også vintypen Rotling, som ligner rosé.

Rotling fremstilles ved, at en blanding af røde og hvide druer presses og viderebehandles sammen i fremstillingsprocessen.



Rosé derimod fremstilles udelukkende på rødvinsdruer i en proces, hvor skallerne fra de pressede druer kun ganske kortvarigt er i kontakt med druesaften.





Orange vin

Normalt produceres hvidvin af mosten fra grønne druer, dvs. skallerne filtreres fra før gæringen. Når der produceres orange vin bliver skallerne liggende i mosten.

Slutproduktet bliver en orangefarvet vin med tydelige tanniner.





Zum Wohl!

Vinfruens Vinkælder på Eggertsvej 23 er åben torsdage kl. 16 - 18 og efter aftale.





Vinfruen

V/Anette Jensen

Eggertsvej 23

5700 Svendborg


Cvr-nr. 36351454

Bank 5479-2104072


Kontakt:

Telefon 4260 5700

Mail  post@vinfruen.dk




© Vinfruen